MaP afslutningsarrangement i Sønderborg
Highlights og udfordringer i forbindelse med det dansk-tyske fællesprojekt MaP – Mathematik mit Perspektive / Matematik med perspektiv blev præsenteret på et afslutningsarrangement på Sønderborg Slot den 28. maj 2014 og diskuteret med de fremmødte gæster fra uddannelsesområdet. Det fælles projekt indledtes for tre år siden med et opstartsarrangement i Landdagen i Schleswig-Holstein. Projektets overordnede mål var at skabe impulser til en forbedring af uddannelse og videreuddannelse af matematiklærere –herunder især at inddrage de forskellige landespecifikke erfaringer fra Danmark og Tyskland. I syv arbejdspakker fokuseredes der på forskellige aspekter ved den akademiske videreuddannelse på deltid af matematiklærere og pædagoger i børneinstitutioner.
I Sønderborg blev der præsenteret highlights, men også udfordringer ved dette dansk-tyske projektarbejde. Til udfordringerne hørte ud over målgruppernes forskellige sprog især forskellige administrative strukturer på uddannelsesområdet. På trods af disse udfordringer er det lykkedes MaP at opnå mange af projektets mål, at give impulser og udvikle nye ideer. Blandt andet skal her fremhæves:
• Opbygning af strukturer for en stærkere grænseoverskridende netværksdannelse. Dette omfatter både fælles videreuddannelsestilbud for matematiklærere fra Region Syddanmark og Schleswig-Holstein og tilbud om netværksdannelse til unge akademikere inden for matematikkens didaktik, for eksempel ved forskningssymposier for master- og ph.d.-studerende i Odense og Kiel.
• Videreudvikling af koncepter til akademiske videreuddannelsestilbud. Ved symposier med eksperter blev der skabt impulser til et koncept for to deltidsmasterstudieforløb for at dygtiggøre videreuddannelsespersonale til matematiklærere hhv. videreuddannelse af pædagoger i børneinstitutioner. Der arbejdes p.t. videre med at udforme og implementere studierne på tysk side.
• Eksemplarisk udformning og strømlining af dansk-tyske matematiktilbud som for eksempel fælles videreuddannelses- og grænseoverskridende udvekslingstilbud til matematiklærere samt arrangementer, der ligger uden for skolernes curriculum, for elever i folkeskolen og overbygningen (fx matematikdage på A.P. Møller Skolen i Schleswig, matematikkonkurrencer i Flensburg samt matematikaktiviteter på kunst- og designmuseet Trapholt).
• Informationer ved arrangementer om best practice-koncepter i de to lande som for eksempel modellen med ”lektiecafeerne” i Danmark og støtteprogrammet ”Mathe macht stark” i Schleswig-Holstein eller udvikling og distribution af informationsbrochurer for lærere om aktuelle tendenser inden for den matematiske forskning og moderne jobmuligheder for matematikere.
Især deltagelsen i fælles videreuddannelsesarrangementer og udvekslingen af matematiklærere mellem danske og tyske skoler gav mulighed for en større indsigt i det andet skolesystem og den dermed forbundne skolekultur. Af deltagernes tilbagemeldinger fremgik det, at man derved blev bekendt med matematikundervisningens tydelige nationale præg, hvilket medførte en udvidelse af ens egen horisont.
Selv om støtten til projektet ophører efter tre år, vil der gennem MaP opnås bæredygtige effekter, og netværksdannelsen mellem de deltagende institutioner vil styrkes yderligere. Også fremover vil man via MaP’s hjemmeside kunne få et indblik i projektaktiviteterne.